Årets Ord 2015

Oprettet 25-11-2015 af Heidi Kerstein

Hvert år udpeger Oxford Dictionary årets ord. Ordet bliver kåret på baggrund af, at det opfylder nogle kriterier. Ordet skal bedst muligt repræsentere interesser og tendenser i 2015. Derfor er valget i år helt ekstraordinært faldet på et piktogram snarere end et ord:

 

aarets-ord-2015-emoji.png

 

Oxford Dictionary identificerede denne lille glade mand, der græder af grin, som den smiley, der var allermest anvendt i 2015. På et år er brugen af smileys og emojis omtrent tredoblet og er ikke længere forbeholdt børn og teenagere, som indledningsvis tog dem til sig, når de skulle skrive tekstbeskeder til hinanden. Nu anvendes smileys i stigende grad af personer i alle aldre. De er blevet så populære, fordi de er utroligt effektive til at udtrykke budskaber hurtigt – også på tværs af sprog og kulturer.

Smileys bringer os tættere på hinanden

Brugen af smileys i tekstbeskeder, mails og på sociale medier er en måde at inddrage følelser i skriftsproget og dermed bringe sig selv tættere på de mennesker, man kommunikerer med, som ellers kan synes langt væk på grund af, at vi sidder bag hver vores skærm. Smiley’en skaber en forbindelse mellem afsender og modtager.

Smiley’en virker også som en buffer, der kan bløde beskeder op, som ellers kan opfattes som hårde og kontante. Eller sikre at en vittighed netop forstås som en vittighed. Det er velkendt, at humor og sarkasme gør sig rigtig dårligt på skrift. Vi danskere er særligt glade for at anvende sort humor, og hvor tit har du ikke oplevet at blive misforstået, eller at din modtager er i tvivl om, hvad du mener, når du sender en sarkastisk besked. Her har emojis og smileys i stor stil været med til at redde og bevare brugen af den danske humor også på skrift.

Emojis overtager skriftsproget

På trods af de tilsyneladende mange positive egenskaber, der er ved smileys, så er der også rejst en hel del kritik. Blandt andet er der dem, der mener, at smileys er et udtryk for dovenskab, og som frygter, at de små ikoner vil overtage vores veludviklede skriftsprog. Andre pointerer, at der kan være en risiko for, at for hyppig brug af smileys kan være med til at forringe udviklingen af skriftsproget.

Mange er af den opfattelse at smileys passer fint ind i vores moderne tidsalder, når vi skal kommunikere på sms og sociale medier. Smileys er med til at underbygge vores budskab og undgå misforståelse, især nu hvor vi ofte skal udtrykke os hurtigt og kort. Der er dog stadig udbredt enighed om, at smileys og emojis er upassende i professionel sammenhæng, og mange føler sig usikre på, hvordan man skal bruge smileys i disse situationer. Men ikke desto mindre ses det oftere og oftere, at der sniger sig et lille glad ansigt ind i professionelle mailkorrespondancer.

Forretningsfolk er ikke humørforladte

Netop professionelle mails kan forekomme meget direkte og lidt hårde i tonen, og folk forsøger på samme måde som ved hverdags-skriftsproget at bløde stemningen lidt op ved at inddrage følelse i form af smileys. Og måske er det også en måde at skabe en tættere relation til den kollega eller kunde, man kommunikerer med. Det man skal være påpasselig med i denne henseende er, at man sjældent kender sin modtager så godt, som når man sidder og chatter med venner, og derfor kan det være svært at vide, hvordan smileys i en professionel mail vil blive modtaget.

Men det er måske også ved at være en lidt forældet opfattelse, at forretningsfolk er stive i betrækket og humørforladte og ikke kan værdsætte, at man krydrer en mail med en smiley. At netop denne smiley, der græder af grin, er den mest populære, er nok heller ikke et tilfælde, men nok nærmere et udtryk for at folk virkelig ønsker at udtrykke følelser og skabe en stærkere følelsesmæssig relation til sine medmennesker. Og det kan da kun ses som noget positivt :-)

Bestil tilbud på oversættelse nu 👉

Tilfredshedsgaranti

Vores tilfredshedsgaranti er din garanti for sublim kvalitet og service.

Gennemsigtige priser

Oversættelsesbureau med fast, lav ordpris.

Hasteoversættelse

Skal det gå lynhurtigt, tilbyder vi hastelevering.